Hop til indhold

Elena har læst erhvervsøkonomi og jura. Hun vejleder erhvervsskolerne om regler og rammer. ”Jeg vejleder skolerne, når reglerne er komplekse og uoverskuelige, så de kan koncentrere sig om selve undervisningen, fx når de i forbindelse med optagelse og uddannelsesforløbet har brug for korrekt juridisk svar.”

”Jeg gør mit bedste for at være tydelig og klar i mine svar, så skolerne kan komme videre med opgaven med en følelse af at være juridisk godt klædt på.”

Elena søgte job som jurist i styrelsen, da hun i mange år havde beskæftiget sig med uddannelsesområdet og sad med en drøm om at arbejde med uddannelsesjura i centraladministrationen: 

”Jeg er utrolig taknemlig for den vidensdeling- og sparringskultur, jeg har mødt i STUK. Når man er ny, og ikke har en solid grobund i ministeriet, bliver man utrolig glad, når kollegerne på alle niveauer og fagligheder er åbne og deler deres viden. Det er ikke kun i KE, men også på tværs af ministeriet, at jeg har oplevet stor hjælpsomhed. Det gør, at man tør stille spørgsmål, som er en forudsætning for en god læring.”

”Jeg har også indset, at der er utrolig stor ærekærhedsfølelse i kontoret. Mine kollegaer er engagerede, og sætter en ære i at levere et godt resultat. Derfor er det vigtigt, at man som ny både er ydmyg, samtidig med at man er bevist om det ansvar, man har som jurist. ”

Når Elena ikke er i gang med at vejlede erhvervsskoler om juridiske spørgsmål bruger hun en del tid med familien, venner og oplevelser.

”Jeg har tre børn. Derfor prioriterer jeg at bruge en stor del af fritiden med mine børn og deres interesser. Jeg er også stor deltager i byens mad- og kulturoplevelser, som jeg også bruger en del af min fritid på. For tiden har en idé om, at det er vildt sjovt at spille golf, så det er også på min to do-liste."

Om Kontor for Erhvervsuddannelser

Kontorets vigtigste opgave er at gøre det lettere at give god undervisning på erhvervsuddannelserne. Her arbejder de med at videreudvikle og øge kvaliteten i uddannelserne og bidrager til implementering af reformer og aftaler på erhvervsuddannelsesområdet. Opgaveløsningen sker i tæt samspil med samarbejdspartnere, både skoler og organisationer.

Sidst opdateret: 21. maj 2024