Hop til indhold

Thomas er læringskonsulent i Center for Udgående Kvalitetsarbejde, hvor han har været ansat i FGU-teamet siden 2021. Thomas’ baggrund som meritlærer og journalist anvender han ude på skolebesøg, hvor han bl.a. taler med eleverne og deres lærere og ledere om, hvordan man skaber god undervisning i FGU, hvor eleverne er på et værksted.

”I mit team er vi tre lærere, der alle tidligere har arbejdet som undervisere i FGU. Vi arbejder med fag og faglige temaer i FGU, hvor vi blandt andet laver vejledning omkring fagenes indhold, prøver og didaktiske principper som praksis, helhedsorienterede og inkluderende læringsmiljøer.”

I STUK er der gode muligheder for at arbejde hjemmefra, hvilket de har gavn af i Thomas’ team, da hans kollegaer bor i Jylland og han selv arbejder fra Holbæk.

”Vi har en del onlinemøder, men når vi er sammen har vi stort fokus på at udnytte tiden bedst muligt, så vi får skabt noget i fællesskab. Derudover arbejder vi tæt sammen med vores kollegaer i fagkontoret og prøvekontoret i København, som ofte foregår online, men vi prioriterer også tid til at være sammen om de små, men vigtige ting, som at spise frokost sammen eller få vendt både stort og småt.”

Netop dét at skabe noget i fællesskab har stor betydning for Thomas’ arbejdsglæde:

”At skabe noget sammen med mine kollegaer, hvor det er tydeligt, at det kan gøre en positiv forskel for lærerne i FGU så det i sidste ende kommer elevene til gavn.”

Til hverdag oplever Thomas, at der er masser af kompetenceudvikling og sparring at hente fra sine kollegaer med andre erfaringer eller baggrunde:

”Det kan for eksempel være kollegaer med en akademisk baggrund eller ledelseserfaringer. Jeg oplever, at vi har mange ret forskellige opgaver, der konstant øger mine kompetencer i forhold til skoleudvikling, afholdelse af konferencer, udarbejdelse af nye vejledninger, bekendtgørelser og meget andet.”

Om Center for Udgående Kvalitetsarbejde

Centeret har fokus på at understøtte dagtilbud, grundskoler, FGU, erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser i deres arbejde med at fremme børn og unges faglige fremskridt og trivsel. Centeret har et stærkt og professionelt læringsmiljø, hvor opgaveløsningen og arbejdsredskaber er i løbende udvikling.

Sidst opdateret: 21. maj 2024