Hop til indhold

Særligt talentfulde elever på Gråsten Skole, Broager Skole og Nydamskolen i Sønderborg Kommune får nu mulighed for, som forsøg, at afslutte folkeskolens matematikfag ved allerede i 7. klasse at aflægge 9. klasseprøver i matematik. De følgende to skoleår vil matematikundervisningen ske i en MasterClass på skolen, hvor der arbejdes med alle de obligatoriske emner i matematik fra gymnasiets B-niveau. For at komme i betragtning til MasterClass skal eleverne i 7. klasse gennemføre og bestå 9. klasseprøverne i matematik.

Formålet med forsøget er at opretholde de særligt talentfulde elevers faglige engagement og motivation. Men et vigtigt mål med forsøget er også at undgå, at den enkelte talentfulde elev føler sig demotiveret af at skulle aflægge 9. klasseprøve i matematik i 9. klasse på et tidspunkt, hvor elevens faglige niveau er langt højere. Forsøget er en videreudvikling af et udviklingsarbejde i Sønderborg Kommune. I projektet samarbejder skolerne med Alssundgymnasiet i Sønderborg.

MasterClass foregår som udgangspunkt på elevens egen skole med elevens egen matematiklærer eller med en udvalgt MasterClass-lærer. Samtidig er der tilknyttet en kontaktlærer i matematik fra gymnasiet. Under forløbet er der løbende kontakt mellem de involverede lærere og elever. Der er desuden i begrænset omfang (cirka en gang om måneden) undervisning på gymnasiet på hold på tværs af de tre grundskoler.

Folkeskoleloven giver landets skoler mulighed for at lave lokale forsøg, hvis de for eksempel kan fremme pædagogisk udviklingsarbejde. Godkendelsen af forsøget i Sønderborg indebærer en tilladelse til at fravige folkeskolelovens § 14, stk. 1, om at eleverne aflægger 9. klasseprøver ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin, og folkeskolelovens § 25 a om holddannelse.

Sådan ansøger din kommune:

  • Folkeskolelovens forsøgsbestemmelse, § 55, stk. 1, giver hjemmel til at fravige lovens bestemmelser for at fremme forsøgsvirksomhed og pædagogisk
  • udviklingsarbejde. Det er den lokale kommunalbestyrelse, der 
  • kan søge om at fravige folkeskoleloven som led i forsøg og pædagogisk udviklingsarbejde.  

Læs mere om ansøgningsprocessen