Hop til indhold

Når der i 2018 er valg til skolebestyrelsen på alle folkeskoler, er forventningen, at halvdelen af forældrerepræsentanterne bliver skiftet ud. Det betyder, at mange nye forældre skal prøve kræfter med arbejdet i skolebestyrelserne. Siden 2013 har foreningen Skole og Forældre med økonomisk støtte fra Undervisningsministeriet arbejdet for at styrke medlemmer af skolebestyrelser i at udøve deres rolle. For at projektet om kompetenceløft kan forsætte, bevilliger ministeriet tre millioner kroner, som forlænger projektet i to år. Med bevillingen kan Skole og Forældre rådgive kommende nye skolebestyrelser og samtidig videreudvikle og udbygge den erfaring, som Skole og Forældre har opnået med projektet indtil nu.  

Det er vigtigt, at forældrene tager aktivt del i deres børns skolegang.

-Merete Riisager

”Det er vigtigt, at forældrene tager aktivt del i deres børns skolegang. En måde at gøre det på er ved at sidde i skolebestyrelsen og være med til at træffe lokale beslutninger om, hvad en god skole er. For at få bedst mulig indflydelse som skolebestyrelsens medlem skal man være klædt godt på til opgaven. Og med skolebestyrelsesvalg næste år får en masse nye engagerede forældre brug for råd og vejledning. Det vil jeg gerne støtte,” siger undervisningsminister Merete Riisager.