Hop til indhold

Forvaltninger og skoleledelser oplever, at læringskonsulenterne er en konstruktiv samarbejdspartner, der formår at bruge deres viden fra skoleverdenen til at skabe forandringer lokalt på skoler og i kommuner. Samtidig er de med til at sætte praktikernes egne erfaringer i spil. Det viser en ny evaluering af læringskonsulenternes arbejde med inklusion i kommuner og skoler.

Evalueringen viser også, at særligt det pædagogiske personale efterspørger en tættere og mere fagorienteret inddragelse. Der er en udbredt oplevelse af, at det er processtøtte, som læringskonsulenterne bidrager med.

Evalueringen er en del af en samlet evaluering af Undervisningsministeriets læringskonsulentkorps. Den samlede evaluering skal give viden om ’best practice’ og skabe det bedst mulige grundlag for at videreudvikle korpset af læringskonsulenter. Evalueringen af de øvrige læringskonsulentforløb på grundskole-, eud- og gymnasieområdet er færdig omkring årsskiftet.

Evalueringen af inklusionsindsatsen er leveret særskilt fra den samlede evaluering for at kunne tage højde for læringskonsulenternes justerede indsats som opfølgning på inklusionseftersynet. På baggrund af evalueringen vil der derfor være et styrket fokus på at udvikle vidensbaseret materiale, som læringskonsulenterne skal formidle gennem deres indsatser og på EMU’en. Desuden vil kapacitetsopbygning af ledere, ressourcepersoner og lærere også i højere grad være i fokus.

Evalueringen af Læringskonsulenternes Inklusionsindsats er gennemført i efteråret 2017 og består af to analysedele. Dels en kvalitativ og kvantitativ analyse af læringskonsulenternes metoder og indsatser og en kvalitativ caseanalyse af tre kommunale vejledningsforløb.