Testkommissionernes opgave og medlemmer

11 testkommissioner bidrager til den faglige udvikling af Folkeskolens Nationale Færdighedstest. Kommissionerne er nedsat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har fra 1. maj 2024 nedsat testkommissioner for Folkeskolens Nationale Færdighedstest, der træder i kraft i skoleåret 2026/2027.

Der er nedsat testkommissioner for de obligatoriske færdighedstest i læsning og matematik og for de frivillige færdighedstest i engelsk, natur/teknologi, fysik/kemi, biologi, geografi, historie, tysk, fransk, og dansk som andetsprog. Du kan se en liste over alle medlemmer af testkommissionerne i fold-ud-vinduerne nederst på denne side.

Testkommissionerne spiller en central rolle i udviklingen af Folkeskolens Nationale Færdighedstest. De skal blandt andet producere opgaver, som skal afprøves og på sigt indgå i Folkeskolens Nationale Færdighedstest. De skal også udarbejde faglige rammeværk, der skal beskrive de færdigheder og delfærdigheder, der testes i.

Udviklingen af testene tager flere år og skal balancere forskellige hensyn til, hvad testene fagligt skal indeholde, hvordan testsituationen skal tilrettelægges, og hvordan testene kan være ét blandt flere bidrag, som tilrettelæggelse af undervisningen kan tage afsæt i.

Det er et gennemgående fokus i arbejdet, at færdighedstestene udvikles, så de er anvendelige til pædagogisk og faglig opfølgning.

Læs mere og følg løbende med i testkommissionernes arbejde, testudviklingen og afprøvninger på siden om udviklingen af Folkeskolens Nationale Færdighedstest.

Sådan er testkommissionerne sammensat

Ved sammensætningen af testkommissionerne er der lagt vægt på følgende:

  • Medlemmerne har viden om og erfaring med udarbejdelse af test og opgaver til fagene og hermed uddannelsesområderne.
  • Medlemmerne underviser aktivt i fagene eller har tæt tilknytning til fagene og uddannelsesområderne.
  • Testkommissionerne består både af personer fra forsknings- og vidensmiljøer og af praktikere/lærere.
  • Testkommissionerne besidder en stærk faglighed i fagene, undervisnings- og testerfaring, samarbejdsevne og leveringssikkerhed.
  • Testkommissionerne besidder både didaktiske, faglige og evalueringsmæssige kompetencer i faget og uddannelsesområderne.
  • Testkommissionerne repræsenterer den faglige bredde, som findes i fagene og uddannelsesområderne.