De nominerede til Springfrøprisen 2016 er fundet

Tre skolers projekter er nomineret til Springfrøprisen 2016. Den 9. juni præsenterer eleverne deres projekter, og vinderen bliver afsløret.

De nominerede til Springfrøprisen 2016 er nu udvalgt. De nominerede skoler er:

  • Uglegårdsskolen fra Solrød Kommune med projektet ”Ugler i mosen”
  • Privatskolen Als i Sønderborg Kommune med projektet ”Os og Kimmy Cantrell”
  • Ulfborg Skole i Holstebro Kommune med projektet ”Den Levende Præsentation”.

Den 9. juni 2016 vil elever fra de tre skoler præsentere deres projekter til en prisoverrækkelse hos Slots- og Kulturstyrelsen i København med tv-vært Kristian Gintberg fra DR. Kulturminister Bertel Haarder og minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby vil afsløre rækkefølgen på de tre nominerede – og dermed hvem der løber med førstepræmien på 25.000 kr.

Springfrøprisen uddeles én gang årligt til eksemplariske undervisningsprojekter, som viser, hvordan man kan arbejde med og opfylde Fælles Mål for de praktiske, musiske og kunstneriske fag i grundskolen. Målet er at motivere elever og lærere til at udfolde deres fag til inspiration for andre skoler og fremme kreative, innovative og problemløsende processer. Der bliver uddelt en første-, anden- og tredjepræmie på henholdsvis 25.000 kr., 15.000 kr.og 10.000 kr.

De tre vinderprojekter kan foruden pengepræmien få deres beskrivelse af deres undervisningsforløb på EMU.dk, Danmarks Læringsportal, til inspiration for andre skoler og lærere.

Springfrøprisen er stiftet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og Kulturministeriet.

Læs mere om Springfrøprisen på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.

 

Læs mere

Kontakt