Kommuner og skoler kan frem til sommerferien hente hjælp hos læringskonsulenternes hotline til arbejdet med organiseringen af modtagelsestilbud og tilrettelæggelse af undervisningen.
Mange kommuner og skoler er i gang med at etablere og udvikle modtagelsestilbud for de mange nyankomne børn og unge, som har brug for at få undervisning. Nu tilbyder læringskonsulenterne i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling en hotline, hvor blandt andre skoleledere og kommunale forvaltninger kan ringe eller maile og få inspiration og sparring.
Hotlinen giver blandt andet vejledning om forskellige typer af organisering af modtagelsesundervisning og giver inspiration til indholdet i modtagelsesundervisningen og til, hvordan man kan sikre en god overgang til almenundervisningen.
Vejledningen er rettet mod skoleledere og kommunale forvaltninger, for eksempel udviklings- eller skolekonsulenter, som har til opgave at skabe rammerne om modtagelsesundervisningen. Man kan ringe eller maile med spørgsmål som for eksempel: Hvilke overvejelser kan forvaltningen gøre sig for at udvikle gode rammer for skolernes modtagelsesundervisning? Hvordan kan skolelederen hjælpe sine lærere og pædagoger med at skabe differentieret modtagelsesundervisning samt med at skabe brobygning og gode overgange til almenundervisningen? Og hvad siger forskning og viden om modtagelsesundervisning?
Hotlinen vil være åben fra den 17. maj til den 30. juni og kan kontaktes på e-mail: tosprogs@uvm.dk eller telefon 3392 5318. Læs mere om læringskonsulenternes tilbud på www.uvm.dk/læringskonsulenterne.
Forvaltninger, skoleledere, lærere og pædagoger kan også på andre tider af året kontakte læringskonsulenterne med spørgsmål om eksempelvis læringsmål, specialundervisning, inklusion eller pædagogiske læringscentre. Læs mere om læringskonsulenternes tilbud på www.uvm.dk/læringskonsulenterne.
Telefon: 22400930