Undervisningsminister Merete Riisager går nu sammen med Skole og Forældre i et samarbejde om en analyse af kommunernes brug af reglerne om frit skolevalg og forældres valg af skole.
Den 1. august 2005 trådte en ændring af folkeskoleloven i kraft, der udvidede forældres ret til at vælge folkeskole for deres barn. Lovændringen har medført, at forældre har krav på, at deres barn optages i en folkeskole efter eget valg i bopælskommunen eller i en anden kommune, hvis der er plads på den ønskede skole. Af bemærkningerne til lovændringen fra 2005 fremgår det, at lovens samlede virkninger skal følges løbende. I forlængelse af Udvalget om mere frit skolevalgs evaluering fra 2011 blev reglerne ændret i 2012, så kommunalbestyrelsen herefter i ganske særlige tilfælde kan beslutte at suspendere det frie skolevalg. Det betyder, at kommunalbestyrelsen kan afslå elever, der søger om optagelse på en af kommunens folkeskoler efter reglerne om frit valg, for at kunne beskytte særligt sårbare klasser eller klassetrin af pædagogiske årsager. Særligt sårbare klasser eller klassetrin kan således »fredes« i en kortere eller længere periode, hvis det findes hensigtsmæssigt. Bestemmelsen giver ikke adgang til at afvise elever på grund af den enkelte elevs forudsætninger eller lignende.
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)
Titel: Sekretariatsleder
E-mail: Maj.Blankenberg@uvm.dk
Telefon: +45 25 23 42 16