Justering af udmeldt adgangsbegrænsning på erhvervsuddannelser
Der vil ske en justering af, hvilke erhvervsuddannelser der i 2018 bliver adgangsbegrænset i forhold til den tidligere udmelding. Adgangsbegrænsningen skal sikre, at optaget af elever passer til antallet af praktikpladser og det fremtidige behov på arbejdsmarkedet.
I 2018 træder en ny dimensionering af 31 erhvervsuddannelserne i kraft. På grund af en fejl i datagrundlaget er beslutningen om adgangsbegrænsning - den såkaldte dimensionering - truffet på et forkert grundlag. Det betyder, at der skal ske en justering af den udmeldte dimensionering på fem erhvervsuddannelser. Det drejer sig om uddannelserne til dyrepasser, sikkerhedsvagt, fitnessinstruktør, kosmetiker og cykel- og motorcykelmekaniker.
Justeringen kan medføre, at det bliver nemmere for elever at få adgang til disse uddannelser i 2018 end først udmeldt.
Undervisningsministeriet har åbnet op for en ny indstilling fra Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser i forhold til ændring af den udmeldte dimensionering på disse fem uddannelser. Den konkrete justering bliver hurtigst muligt fastlagt.
Der justeres ikke på den udmeldte dimensionering for de øvrige uddannelser, der adgangsbegrænses i 2018. Der er adgangsbegrænsninger på i alt 31 uddannelser.
Dimensioneringen af uddannelserne handler om så vidt muligt at sikre, at de elever, der begynder på en erhvervsuddannelse, både kan få en praktikplads og efterfølgende få et job.