Det midlertidige styre for VUC Syd får mere tid til arbejdet

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) og det midlertidige styre for VUC Syd har på et møde den 10. oktober 2018 aftalt, at styret får yderligere tid til at løse opgaven på VUC Syd. Fristen for rapporteringen er derfor flyttet fra den 15. oktober 2018 til den 15. januar 2019. Undervisningsministeriet får en statusredegørelse den 30. november 2018.

Arbejdet med at komme til bunds i sagen om de økonomiske problemer på VUC Syd har vist sig særdeles kompleks. Blandt andet er der udtalte vanskeligheder med at fremskaffe basal økonomisk-administrativ information, mange forskellige kreditorer, faldende elevaktivitet, en stor bygningsmasse, der skal vurderes osv. Dette er  baggrunden for, at det midlertidige styre har bedt om mere tid til at løse opgaven. 

STUK har besluttet at imødekomme styrets ønske og forlænget fristen til den 15. januar 2019. Dog er det aftalt, at styrelsen skal have en statusredegørelse den 30. november, ligesom der i hele perioden frem til aflevering af den endelige rapport vil være en meget tæt dialog mellem det midlertidige styre og STUK. 

”Det er helt afgørende at komme til bunds i VUC Syds problemer. Kun derved bliver vi fra ministeriets side i stand til at vurdere, hvordan vi fremover bedst kan sikre, at Sønderjylland har de uddannelser, der er behov for”, siger direktør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Birgitte Hansen.

Birgitte Hansen tilføjer, at hun overfor det midlertidige styre har understreget vigtigheden af, at der fortsat arbejdes meget intensivt, og at styret – ligesom det er tilfældet med enhver anden bestyrelse - undervejs og i tide skal træffe alle de beslutninger, som er nødvendige for at sikre en økonomisk forsvarlig drift.

”I det midlertidige styre mener vi, at mere tid til at få løst VUC Syds situation er nødvendig, fordi sagen er mere kompleks og omfangsrig end først antaget. Det hidtidige arbejde har vist, at der ikke er nogen nemme løsninger i denne sag. Vi er tilfredse med, at ministeriet har givet os mere tid, så vi kan komme til bunds i denne vigtige opgave”, siger formand for det midlertidige styre, Laust Joen Jacobsen.

Indtil situationen er afklaret, vil styrelsen efter ansøgning fra det midlertidige styre, bevillige lån til VUC Syd, i det omfang dette viser sig nødvendigt for at sikre driften på institutionen.

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)