Afslutning af tilsyn med Jakobskolen i Risskov

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har den 28. februar 2019 meddelt Jakobskolen, at styrelsen afslutter sit tilsyn med skolen. Styrelsen finder ikke anledning til bekymring for, hvorvidt skolen lever op til friskolelovens frihed og folkestyrekrav.

I januar 2019 bragte flere medier artikler om, at Jakobskolen i Aarhus havde valgt at aflyse skolens SFO-kors deltagelse i et arrangement på et plejehjem i december 2018, hvor en gudstjeneste skulle forestås af en kvindelig præst. Styrelsen modtog i forlængelse heraf en henvendelse vedrørende skolen fra en forælder. På den baggrund indledte styrelsen et tilsyn med skolen og anmodede skolen om en redegørelse.

Det er styrelsens vurdering, at skolen har redegjort troværdigt og fyldestgørende om baggrunden for episoden i december 2018, og at episoden ikke er udtryk for en generel kønsdiskriminerende praksis eller holdning på skolen, men var et enkeltstående tilfælde, hvor skolelederen med aflysningen forsøgte at tage hensyn til de SFO-børn, der muligvis ikke ville have fået lov til at deltage i arrangementet af deres forældre. Styrelsen har blandt andet lagt vægt på, at både mandlige og kvindelige lærere på skolen står for morgensang, at både drenge og piger vælges ind i elevrådet, og at skolen har undervisningsforløb om ligestilling, feminisme og ligeløn. Styrelsen har endvidere lagt vægt på, at skolen har oplyst, at den er åben for alle, at forældre og elever må tænke og tro, hvad de vil, og at skolen ikke deler den holdning, der er blandt enkelte forældre om, at kvinder ikke kan bestride embedet som præst.

Styrelsen har heller ikke konstateret andre omstændigheder, der kan give styrelsen anledning til bekymring for, hvorvidt skolen lever op til frihed og folkestyrekravet.

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)