Ny rapport: Inddrag barnet systematisk ved tegn på mistrivsel

En ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at der er mange positive erfaringer ved aktiv og systematisk inddragelse af børn ved tegn på mistrivsel.

Hvordan kan barnets eget perspektiv inddrages systematisk, når skolen er bekymret for et barns trivsel? Og hvordan kan denne viden bruges i et systematisk samarbejde omkring barnet?

Det har en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) fokus på. Rapporten bygger på projektet Barnets Stemme, hvor fire folkeskoler har arbejdet med at inddrage barnets perspektiv i samarbejde med PPR når barnet viser tegn på mistrivsel. 

Evalueringen peger på følgende resultater af erfaringerne med Barnets Stemme på de fire skoler: 

  • Elever oplever sig set og hørt gennem børneinterview og de fagprofessionelles igangsættelse af handling
  • Forældre oplever, at de indgår som ressource i samarbejde
  • De professionelle får en systematisk og bred indsigt i barnets situation, som de kan handle på baggrund af
  • De tiltag og handlinger der igangsættes ved et barns mistrivsel opleves at være mere målrettede 
  • Skolerne vurderer at flere elever trives i skolens fællesskab og færre segregeres

De centrale elementer i Barnets Stemme er:

  • Barnets perspektiv inddrages gennem børneinterview ved bekymring for barnet
  • Viden om barnets perspektiv omsættes i konkrete tiltag
  • Det tværfaglige samarbejde omkring barnet er ressource- og løsningsorienteret

Formålet med Barnets Stemme er, at skolen støtter den enkelte elevs trivsel og faglige udvikling, ved at lærere og pædagoger gennemfører børneinterview, når der opstår en bekymring for en elev. På baggrund af den opnåede viden om barnets eget perspektiv igangsættes pædagogiske tiltag i et samarbejde med eleven, forældrene og fagpersoner.

Læs mere

Læs evalueringsrapporten (pdf)

EVA har udarbejdet en beskrivelse af Barnets Stemme målrettet skoler og kommuner, som beskriver hvad indsatsen indebærer og forudsætningerne for at implementere indsatsen.

Læs indsatsbeskrivelsen (pdf)

Kontakt