Forfatter Sophie Souid vinder Skriverprisen 2024 for sin første bog i serien SPOR 1 – ’Den, der hvisker, lyver’.
Årets skriverpris bliver fredag den 1. november 2024 uddelt af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye på Bogforum. Prisen bliver tildelt forfatter Sophie Souid for hendes første bog ’Den, der hvisker, lyver’. i serien SPOR 1. Med prisen følger 25.000 kroner.
’Den, der hvisker, lyver’ er en spændende og medrivende socialrealistisk krimi, hvor vi møder den 12-årige Billie, hvis mor pludselig forsvinder under mystiske omstændigheder. Med hjælp fra sin ukendte bedstemor og Panser-Polle begiver Billie sig ud på en jagt efter sin mor og afslører undervejs skjulte hemmeligheder om hende.
Bogen fører os ind i et univers af både mørke og lys, håb, ensomhed og samhørighed – på en måde, hvor læseren aldrig bliver modløs eller skræmt.
Det er skriverprisudvalgets vurdering, at bogen opfylder alle Skriverprisens kriterier. Den er skrevet med stor sproglig dygtighed, hvor korte, hverdagslige sætninger suppleres med sproglige nuancer, der gør det lettere for læseren at skabe indre forestillingsbilleder, som rækker ud over teksten samtidig med at bogen er sproglig tilgængelig.
Skriverprisen uddeles hvert år til et værk, en serie eller et forfatterskab af høj litterær kvalitet, der er tilgængeligt for læsere, som kan have svært ved at tilegne sig litteratur. Der lægges særlig vægt på sproglig, indholdsmæssig og grafisk tilgængelighed.
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)