Nyt rammeforsøg med intensive læringsforløb med kortere skoledage på interne skoler

Minister for børn, undervisning og ligestilling åbner for et rammeforsøg, der skal give viden om, hvordan intensive læringsforløb for elever, der modtager specialundervisning på interne skoler, i højere grad kan understøtte eleverne i faglig progression og trivsel.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har i dag sendt brev til samtlige kommunalbestyrelser om muligheden for at ansøge om at deltage i et rammeforsøg med intensive læringsforløb med kortere skoledage på interne skoler i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.

Forsøget skal give kommunerne mulighed for at lade interne skoler afkorte dele af skoledagens understøttende undervisning med henblik på, at de frigjorte ressourcer anvendes til at give eleverne intensive læringsforløb. Det vil sige særligt tilrettelagte forløb rettet mod de specifikke faglige udfordringer, eleven står med. Det kan ske ved, at der som led i forløbet bliver sat fokus på elevens motivation og evne til at deltage i læringsprocesser.

Forløbene skal tilrettelægges for en mindre gruppe af elever og/eller individuelle forløb, formålet skal være at forberede eleverne til at indgå i almenundervisningen på en folkeskole eller en friskole eller med henblik på forberedelse til ungdomsuddannelse.

Rammeforsøget skal give viden om, hvordan intensive læringsforløb for elever på interne skoler kan understøtte elevernes faglige udvikling og trivsel som grundlag for udslusning til folkeskolen og/eller motivation til at gennemføre videre uddannelse.

Kommunalbestyrelserne i de kommuner, hvor de interne skoler ligger, kan ansøge på vegne af skolerne. Ansøgningsfristen er den 5. september 2016. Forsøgsgodkendelsen gives for tre år fra det kommende skoleår, 2016/17, til og med skoleåret 2018/19. Forsøget evalueres samlet efter skoleåret 2017/18.

Alle forsøg i rammeforsøget skal følges af en ekstern evaluator, som blandt andet skal undersøge effekten af forsøgene med udgangspunkt i elevernes faglige progression, trivsel og udvikling af personlige og sociale kompetencer.

Det vil være en betingelse, at minimum to kommuner på nationalt plan ansøger, før kommunerne kan forvente, at rammeforsøget godkendes.

Fakta: Interne skoler
  • Efter reglerne i folkeskolelovens § 20, stk. 5, kan der indrettes specialundervisning i dagbehandlingstilbud eller i et efter serviceloven oprettet eller godkendt anbringelsessted (såkaldte interne skoler).
  • En elev kan henvises til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i et dagbehandlingstilbud eller et anbringelsessted, hvis det vil være mest hensigtsmæssigt at undervise eleven i kortere eller længere tid i dagbehandlingstilbuddet eller på anbringelsesstedet f.eks. på grund af elevens svære adfærdsvanskeligheder.
  • En intern skole skal være normeret til mindst 10 elever ved skoleårets begyndelse, før den interne skole kan oprettes i dagbehandlingstilbuddet eller på anbringelsesstedet.
Fakta: Rammeforsøg

Principper for rammeforsøg med intensive læringsforløb med kortere skoledage på interne skoler på dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder:

  • Kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen kan ansøge om, at interne skoler, der ligger i kommunen, kan deltage i forsøget.
  • Der vil efter ansøgning kunne gives tilladelse til, at en intern skole kan fravige folkeskolelovens § 16 b, stk. 1, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen, for så vidt angår den under-støttende undervisning, efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelsen og efter ansøgning fra skolens leder kan godkende at fravige reglerne om en mindste varighed af undervisningstiden i § 14 b, stk. 1, nr. 1, og i helt særlige tilfælde § 14 b, stk. 1, nr. 2 og 3, i op til 1 skoleår med henblik på yderligere faglig støtte og undervisningsdifferentiering for bestemte klasser ved hjælp af ekstra personale i klassen.
  • Med forsøget gives der tilladelse til, at en kommunalbestyrelse for en intern skole i kommunen kan godkende, at den samlede årlige undervisningstid kan afkortes for så vidt angår understøttende undervisning med henblik på, at eleverne for de frigjorte ressourcer modtager intensive læringsforløb, særligt tilrettelagte forløb målrettet specifikke faglige problemer og styrkelse af elevernes motivation og evne til at modtage læring for en mindre gruppe af elever og individuel træning i konkrete faglige udfordringer.
  • Hvis den anbringende kommune er forskellig fra beliggenhedskommunen, skal den anbringende kommune godkende de ændrede rammer for undervisningstilbuddet på den interne skole.
  • Der gives med forsøget ikke tilladelse til at fravige reglerne om fagrækken. Det betyder, at eleverne på interne skoler, som deltager i forsøget, fortsat skal undervises i folkeskolens fulde fagrække, medmindre der er givet en individuelt begrundet fritagelse efter § 13, stk. 1, i bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
  • I kommunens ansøgning skal der redegøres for, hvordan forsøget kan bidrage til at styrke elevernes faglige udvikling og trivsel, ligesom det skal angives, hvordan denne udvikling følges gennem forsøget.
  • Det vil være en betingelse, at der fastsættes klare læringsmål med trinmål og slutmål og mål for styrkelse af elevernes personlige og sociale kompetencer som for eksempel åbenhed for at lære nyt, ihærdighed, vedholdenhed, tro på egen mestring og koncentrationsevne.
  • Det vil være en betingelse, at minimum to kommuner er omfattet af forsøget, før det kan forventes godkendt.
  • Forsøgsgodkendelsen gives med start fra skoleåret 2016/17. Forsøget løber frem til og med skoleåret 2018/19.
  • Efter to skoleår evalueres forsøget – det vil sige efter skoleåret 2017/2018 (august 2018), så der ultimo 2018/primo 2019 tages samlet stilling til resultaterne af forsøget, og hvordan ordningen i givet fald skal fortsætte.
  • Samtlige forsøg i rammeforsøget skal følges af en ekstern evaluator, som bl.a. skal undersøge effekten af forsøgene med udgangspunkt i elevernes faglige progression, trivsel og udvikling af personlige og sociale kompetencer. Det vil som led i evalueringen være et krav, at man deltager både før forsøgets opstart, mens forsøget er i gang og efter forsøget. Evalueringen vil tilrettelægges ud fra, at den vil have mindst mulig indgriben i forløbene, men hvor der samtidig tages udgangspunkt i at opnå den bedst mulige viden om forløbenes effekt. Det forventes, at både undervisere og elever deltager i evalueringen.

Læs mere

Kontakt

  • Pressetelefon

    Telefon: 22400930

    (du kan ikke sende sms til pressetelefonen)