Undervisningsministeren arbejder på at gøre to rammeforsøg permanente

Fire igangværende rammeforsøg er blevet forlænget. Samtidig arbejdes der på at gøre to af dem permanente. 

Siden 2014 og 2015 har ministeriet haft gang i fire rammeforsøg, som nu er blevet evalueret. På den baggrund har undervisningsministeren besluttet at forlænge dem alle. De fire rammeforsøg omhandler: Talentklasser i musik, fælles ledelse af pædagogske læringscentre og kommunale folkebiblioteker (kombi-biblioteker), aldersintegrerede klasser og internationale linjer. 

For rammeforsøgene ’Fælles ledelse af pædagogiske læringscentre og kommunale folkebiblioteker’ og ’Talentklasser i musik’ er det besluttet at forlænge forsøgsperioden for de forsøg, der allerede er i gang, med et skoleår. Samtidig arbejdes der på at gøre de to forsøg permanente. Det kræver en ændring af folkeskoleloven.

Rammeforsøget med aldersintegrerede klasser er forlænget til skoleåret 2020/21 for de forsøg, der er i gang. 

Rammeforsøget med internationale linjer i udskolingen med undervisning på engelsk er forlænget til skoleåret 2021/22. I forbindelse med forlængelse får kommuner mulighed for at søge om at blive en del af den nye forsøgsperiode for at bidrage med mere viden på området.